Georg Gearløs – søn af Gerhard (Fulton) Gearløs, barnebarn af Gregor (Ratchet) Gearløs, er i Disneys tegneserier den skøre opfinder i Andeby. Han er venlig og hårdtarbejdende, og han kan til tider virke en anelse distræt. Han besidder en genial hjerne og har således opfundet alt fra en maskine, der kan oversætte dyresprog til menneskesprog, over mørkepæren, der gør lyse rum mørkere, til flyvende biler og rumfartøjer.
Men på trods af, at hans opfindelser er geniale, ender det ofte galt alligevel – ikke sjældent fordi opfindelserne er for effektive og dermed ikke virker efter hensigten, eller fordi verden ikke er klar til netop den pågældende opfindelse endnu.
Til at hjælpe sig har Georg sin trofaste følgesvend Lille Hjælper, som er en lille robot med en lyspære i stedet for et hoved, og som Georg også har opfundet ud fra en lampe Anders And afleverede til reparation. Dette fremgår af en historie af Don Rosa, der også afslører, at Georg Gearløs' far også var opfinder før Georg tog over for ham.
Når han skal komme på en genial idé, sker det nogle gange ved, at han slår sig selv hårdt i hovedet med en stor hammer, hvis han da ikke benytter sig af en anden af sine opfindelser: tænkehatten, en hat udformet som et tag med en skorsten, hvorpå der sidder et par fugle.
Georgs første optræden var i historien Gladstone's Terrible Secret fra Walt Disney's Comics & Stories 140 (Anders And & Co. nr. 2 fra 1953) af Carl Barks, hvor han forgæves forsøgte at kærne smør på en kængurustylte med en flaske mælk spændt på ryggen.
Han blev forsynet med en lille nevø i 1960'erne, der på engelsk hed Newton og på dansk først hed Lille Georg, siden Lille Edison efter den berømte opfinder, se Thomas Edison. Han har sin onkels evne til at opfinde og bruger den til at lave nyt legetøj, men han er så også dukket op som bifigur i historier om Grønspætterne, hvor han selv er med i korpset og udnytter sine evner i lejrlivet.